Søndag 9. februar - Blæst, rusk og regn
En god nattesøvn, men dog alt for kort, da vækkeuret ringer alt for tidligt.
Mormor tænder ovnen og går i bad, mens morfar sætter rundstykker i ovnen,
sætter kaffe over og dækker bord. Vi er alene om morgenmaden i 5 minutter, så
kommer altid tidlig vågne Freja og slutter sig til os. Vi tre hygger os med den
hurtige morgenmad inden mormor smører madpakke og forsvinder ud i blæsten mod
Videbæk. Heldigvis skal hun kun arbejde i dag søndag og har ferie resten af
ugen.
De tre andre kommer først op ved halv 8-tiden og spiser deres morgenmad. Vi
kan allerede nu høre blæst, regn og rusk og at mange færgefarter er indstillet
pga. vejret, så det bliver vist en rigtig indedag. Da Rasmus og Per har slugt
de sidste krummer, Per når kun ¼ rundstykke, flygter vi ind i vandafdelingen og
tager ½ time. Heldigvis er der en gammel badedims, som kan holde Per oven vande
indtil hans mor, får købt svømmevinger. I dag kan morfar tydeligt mærke, at der
er klor i vandet. Det giver svidende øjne, så vi må nok begrænse badningen lidt
til 3 gange ½ time om dagen.
Ungerne kaster sig over lidt spil, mens morfar læser om Lisbeth Salander.
Efter godt 100 siders læsning stiger spændingen og historien kommer på niveau
med de 3 første om Millennium, Salander og Blomkvist. Der læses og lyttes til
musik, kun afbrudt af en indkøbstur efter brød, brænde og drikkevarer.
Dagens regn har gjort P-pladsen til en udendørs svømmepøl, det lykkes dog at
komme tørskoet ind i bilen og få den tvunget til Søndervig gennem den hårde
modvind. På hjemturen flyver den lille 107’er af sted mod sommerhuset i
træerne.
Friskbagt hjemmelavet leverpostej og hjemmelavet rullepølse suppleret med
vildtspegepølse, så det lykkes at få en lækker frokost suppleret med 70 cl
Hancock. Den er ikke smagt i mindst 20 år, men smager som den huskes –
fantastisk.
Efter frokost fortsætter morfar med Blomkvist og Salander, mens Lena kører
Rasmus, så han kan besøge mor. Tilbage igen har Per nu fået svømmevinger, så
han nu selv kan svømme ordentligt sammen med mor og Freja.
Mormor kommer hjem til kaffetid og har heldigvis købt kage (hindbærsnitter).
Tilfældigvis har Lena også lige fanget en roulade fra Meny, så det bliver til
dobbelt kage her i vinterblæsten. Nu har mormor vinterferie, så der slappes af
i sofaen, mens Lena henter Rasmus og Per spiller på den gamle Nintendo, som lå
i værelset. Morfar skærer Hokkaido græskar med verdens dårligste og sløveste
kniv, men det lykkes at få skrællen af, så vi kan få suppe til aftensmad. Til
denne skåles i en specialøl fra Hvide Sande Bryghus, nærmere bestemt en god
hvede øl.
Efter maden endnu en svømmetur, dog uden Lena, der går en tur med Simba. Vi
andre plasker og hygger os i det dejlig opvarmede bassin. Det er nu en rigtig
god måde at hygge sig med hinanden på, da vi alle er gode gammeldags vandhunde,
undtagen Simba, der er en rigtig hund med snude og hale.
Efter svømmeriet er alle trætte. Unger går på værelserne og slapper af inden
sovetid ved 9-tiden. Mormor kabalerer, mens disse ord skrives.
Vejret kan kun blive bedre i morgen.
Sengetid ved 22-tiden og godnat