Sommerferie 2025
Tirsdag 8. juli – det starter med tandeftersyn
Tilbage til rødderne. Det betyder ferie med telt og cykler. Dog skal vi afsted i bil.
Der er også lige den ændring at cyklerne nu er med el. Og det er bilen for resten også.
Dvs. retro-ferie på el.
Teltet er stort og fylder godt i bilen. Og vi vil gerne have vores nattoilet med. Vi har afprøvet campinglivet 1 uge tidligere på Randers City Camp ved vores fætter/kusinetræf. Mere om det en anden gang. Men telt og bil blev testet og vi fandt netop ud af, at det fylder rigtig meget i bilen. Derfor valgte vi at stille det op på et sæde, så sæderne ikke skulle lægges ned, men at vi kunne beholde bagagerummet. Pakningen startede mandag aften, så vi kun manglede småting til tirsdag.
Afgangen fra Samsø hed 10.45, så tandplejeren kunne nås kl.12.15.
Efter afsluttet tandeftersyn gik turen mod det sønderjyske, nærmere bestemt Rudbøl ved den dansk/tyske grænse helt mod vest. Vi var noget spændte på, om campingpladsen var åben, idet der på deres hjemmeside kun var info om sæsonen 2024. Men den var åben og der var en plads med el til os. Udover cykler og bil kræver køletasken nemlig også strøm for at holde mad og drikkevarer kolde. Karin sørger for kolde drikke, mens Bjarne får kigget tænder. Hun har desuden også smurt et par klemmer. Derfor bliver første stop rastepladsen ved Hovedgård. Solen titter frem og en dejlig ferie venter forude. Vi ønsker ikke at tage Lauras rute ad motorvejen grunden en masse vejarbejde. Vi kører i stedet for over Billund og derefter tværs ned over Hovborg og Holsted inden vi rammer en velkendt rute i Ribe. Denne rute går sydover og kan ende i Edeka i Süder Lügum. Det gør den dog ikke i dag – og dog!
På turen mod Ribe kigger vi langt efter muligheder for eftermiddagskaffe, men forgæves. Efter Ribe huskes en kro i udkanten af en by, hvis navn vi ikke lige kan komme på. Men da vi ser den er vi ikke i tvivl. Det er kroen i Brøns. Vi gør stop og bliver beværtet med en kop kaffe(uden underkop) og et dejligt stykke æblekage med flødeskum, et halvt jordbær og tre blåbær. Pynten er nøje afmålt, men et dejligt sted, hvor vi sidder udenfor. Eneste problem er den tunge trafik, der kører forbi. Men hyggeligt og det kunne være et muligt sted med aftensmad efter en indkøbstur til Tyskland.
Længere mod syd bliver vi af Laura sendt ud mod Vadehavet og vest om bl.a. Tønder. Vi havde håbet at kunne se vandet, men på disse kanter er det gemt bag høje diger. Lige før dæmningen ud mod Fanø svinger vi sydover gennem marsklandskabet. Vi kommer uden problemer til Rudbøl, hvor der på et skilt står at campingpladsen er åben. Vi henvender os i kroen, som fungerer som reception. Krofatter og campingfatter er den samme, men er først at træffe i morgen onsdag, så vi bliver af en noget forsigtig og ikke særlig velorienteret pige sendt ind på pladsen og vi kan kigge ind igen i morgen, når chefen er tilbage. Vi kigger først på teltpladsen. Her er strøm, men langt græs og noget ujævn. Vi kigger videre og ser en stribe af fastliggere og autocampere. Ikke et ledigt strømstik, så Karin er klar til at køre videre. Men bag toilet og fælles bygningen åbner et paradis med tomme pladser og strøm sig for os. Vi finder en hyggelig plads med læ. Teltet slås op. I dag går det hurtigere end sidste uge på RCC. Ingen vanskeligheder med de forkerte stænger i de forkerte kanaler. Det hele klapper. Kun oplever vi også her græs, der ikke er blevet slået længe. Det blev det så onsdag, mens vi er på cykeltur.
Vi mangler igen noget koldt at drikke og andre fornødenheder, såsom havregryn og bananer. Her er også tale om retro – havregrød med bananer, som da Rasmus og Freja var med os på teltferie longtimeago. Derfor kører vi mod grænsen og heldigvis er den ikke lukket. Det er næste grænseovergang ved Aventoft, som er lukket et halvt år pga. ny bro.
Kører mod Süder Lügum og handler ind i Edeka. Sulten nærmer sig. Caféen i Edeka er lukket, så vi må videre. Caféen i Fleggaard ligeså. Videre til Danmark og nordpå. Vi ender i Tønder og spiser på Victoria, burger med pommes og en sodavand til at skylle efter med. Retur til campingpladsen, hvor vi nyder den første ferieaften.
Onsdag 9. juli - Nolde Museum og åben/lukket bro
Onsdag morgen koges havregrød, som spises ved teltet. Vejret er dejligt med sol og en del blæst. Heldigvis ligger vi i læ af hækken.
Efter morgenmaden skal der cykles. Vi kører atter over grænsen og finder en lille smutvej for cyklende og gående. Der er tale om en græs sti, dejligt i læ for vinden. Det er køligt men tørvejr. Vi finder Nolde museet og går her på opdagelse. Fine billeder, der beskriver modsætningerne mellem hans storbyliv i Berlin og det landlige liv i det nordligste Tyskland. Han sparer ikke på farverne. Fin udstilling og en flot have igen med farverige blomsterpragt. Bagerst i haven ligger et mausoleum, hvor han ligger begravet sammen med sin kone. Vi cykler bagom mod Aventoft og finder Calle, hvor der købes noget at drikke og lidt sukker til resten af turen.
I Aventoft er vejen mod Danmark lukket, dog er der åbent for cyklende og gående, så vi kommer over vandløbet, men en halv km, så kommer et nyt vandløb og her skal broen også udskiftes. Her er ingen muligheder for cyklende, så vi må vende om og retur gennem Aventoft. Vi undrer os lidt over, hvilken vej vi er kørt, men tæt på grænsen kommer vejen, som vi forlod på udturen, så mysteriet er løst.
Til frokost brød med ost.
Derefter foreslår Karin at vi tager en cykeltur til Højer og ser diget. Det gør vi så. En noget sej tur i modvind, men vi kommer til først Højer dige og derefter Vidådiget længere ude mod Vadehavet. Imponerende, hvad der skal til for at holde havet ude. Cykler retur til campingpladsen, nu i rygvind. Det går meget lettere selv med el på cyklerne. Hjemme igen en tur i svømmehallen. Den var ikke for varm, men til gengæld havde vi den helt for os selv.
Aftensmaden bestod af stegt kål og pølser. Hertil en god næsten kold Störtebekker øl.
Torsdag 10. juli - Ekkoland i Bredebro
Morgenmad – den vanlige grød med bananer,
I bil til Toosbyes torv i Bredebro. Her ligger Ekko butik. Bjarne får 2 par sandaler til meget billige penge. Videre tilbage til Tønder. Her tager vi en bytur. Får set Det Gamle Apotek, de smalle gader med de imponerende huse, spiste på Kloster caféen. Herefter handlede vi i Kvickly til aftensmad og kaffe, mens bilen fik lidt mere strøm på sig. Det lange græs er blevet slået, mens vi var væk.
Eftermiddagskaffe på campingpladsen med gode kager.
Afslapning på pladsen.
Aftensmad bestående af kartoffelmos med bacon og løg. Brændende kærlighed blandet sammen i gryden.
En kort aftentur rundt på pladsen.
Vi har besluttet os for at tage i sommerhuset fredag, så det ikke bliver så hektisk inden vi skal have Per med på cykelferie i det midtjyske.
Fredag 11. juli – tilbage til sommerhuset
Står op kl. 7 og bliver enige om at pakke sammen og tage morgenmaden i sommerhuset. 1,5 timer senere er det hele pakket og i bilen. Vi sætter kursen nordpå. Gør stop i Skærbæk, køber morgenmad og giver lige bilen et pift strøm, da Laura ikke mener, vi kan nå sommerhuset uden et ladestop. Hurtigt videre og vi ankommer til sommerhuset kl. 12. først noget at spise. Vi er mega sultne, derefter tømmes bilen og endelig et opfriskende bad inden vi kan sætte os og slappe af med en kold fadøl.
Lørdag 12. juli – en sommerdag i sommerhuset
Henter morgenbrød ved Gårdbageren.
Indkøb i Kvickly og en ekstra gas hos Thansen.plus en bilvask. Retur til sommerhuset, hvor der klargøres til næste uges feriedage. Lidt træklip og oprydning, samt opsætning af det nye solsejl. Dejligt med skygge ude foran køkkenet. Bilen skal naturligvis også oplades med billig strøm.
Aftentur til Skaven, ingen sejlads i aften, for meget vind og måske regn, siger John. Hygger med en øl ved Rødhætte.
Retur til sommerhuset, hvor vejret er til aftenhygge på terrassen. Vores solcellelamper, som vi overtaget fra Anette og Jørgen begynder at lyse en efter en, dog med en enkelt håndspålæggelse. Vi er nødt til at blive længe oppe for at kunne nyde lamperne, så vi ikke kun får set dem ved vores natlige toiletbesøg. Flot og farverigt ser det jo ud.
Søndag 13. juli – Og nu med Per på camping
Morgenmad bestående af resterne af rundstykker fra fredag og lørdag. Dejligt igen med rigtig kaffe. Bilen får en slut opladning til 100% og pakkes. Turen starter lidt før 12. Vi tager vejen via Arnborg, Fasterholt, Ejstrupholm og Nørre Snede inden vi kommer til Vestbirk Camping. Vi får lov til at afsøge os den plads, der passer os bedst. Systemet har udpeget en plads i den åbne ende, hvor der ved megen regn kan blive meget vådt. Vi finder plads 222 som ligger tæt på toilet og ikke så langt væk fra pool og baderum m.m.
Ved 5-tiden kommer familien fra Tarm med vores feriebarn. Vi bestiller mad i grillen, burgermenuen spises og vi siger farvel til de 2 “gamle” og tager Per med til teltet. Poolen lokker, så han får lov til en aftentur i den. Vi kigger på og passer på ham. Hovedspring forbudt. Her skal lige præciseres, hvordan et hovedspring er defineret. Hovedet først fra kanten – forbudt. Han nyder opholdet i vandet sammen med en anden dreng på samme alder. Han forstår dog ikke betydningen af hovedspring, men er ikke vores ansvar. Brækket nakke eller ej. Per er under vores kontrol og opsyn, nemlig.
Efter turen i poolen tager vi en aften cykeltur til Østbirk. Her når vi Brugsen lidt før 8 og får købt en is chips. Bakken op fra Østbirk glemmer Per aldrig, den er også ret barsk, selvom morfar har justeret hans gear, så han ikke hele tiden kører på største klinge og højeste gear, men i et mere fleksibelt gear midt imellem.
Mandag 14. juli – cykeldag og den genfundne bro
Vi sover længe i teltet. Per og mormor er på toilet kl.halv seks, og Per får at vide at han skal sove mere. Han vågnerhalv ni, mens vi andre er oppe kl. 8. Der koges vand og havregrød m. banan. Hertil et glas mælk. Ikke Pers livret, men han får spist portionen. Cyklerne pakkes og vi triller ud fra campingpladsen. Mormor har smurt madpakker og fyldt vandflaskerne. Samme tur som aftenen før, men heldigvis “dræber-bakken” ned og ikke op i dag.
Vi finder ind på den nedlagte jernbane og kører i retning Bryrup. Første stykke er på grusvej, men det skifter heldigvis hurtigt til asfalt. Vi kører på linje, da vejen er lidt smal og vi møder modkørende med jævne mellemrum. En enkelt med fuld fart, så det er med at være vågen og koncentreret, når der cykles. Per ryger i grøften en enkelt gang, hvor han lige skal rette på hjelmen. Heldigvis er der her ikke dybe skrænter på begge sider af det tidligere jernbanespor. Den gemte jernbanebro kommer forude. Vi gør holdt og går ned og får et kig på den flotte jernkonstruktion. Broen var blevet gemt bag en dæmning for at kunne lave strøm ved Vestbirk Energiværk.
Lidt at drikke og et toiletbesøg inden vi beslutter os for at fortsætte til Brædstrup, 7 km frem.
Her markeres hver km i asfalten og vejret er fantastisk. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Heldigvis er store dele af strækningen indhyllet i skov og træer, så der er skygge det meste af vejen. Dog kan vi på mormors overarme efterfølgende se farve og mærker efter stærk sol. Ved Brædstrup ser vi en park, hvor vi kan spise madpakker. Vi fortsætter dog for at købe sodavand og mormor finder lige en pakke chokoladekage, som er fast tradition på cykelferier. Kører tilbage til parken og finder en kæmpe legeplads med overdækket madpakkehus. Her spises madpakker med agurkeskiver og gulerodsstave til. Chokoladekiksene gemmer vi til tilbageturen. Snakker lidt om ruten tilbage til campingpladsen. Per er panikslagen ved tanken om “dræber-bakken”. Han må indtil flere gange forvisses om at vi ikke skal den vej retur. Stop endnu en gang ved broen. Her spises chokoladekiks og drikkes det sidste sodavand. På tilbageturen poler vi flere rovfugle, der kredser over os. Måske på jagt efter mus, firben eller andet. Imponerende syn med de store fugle, der jager. Vi kører over broen og drejer fra cykelruten ved Vestbirk og kører direkte tilbage til campingpladsen. 29 km blev turen til. En lang tur for en dreng på 10 år, der ikke er vant til lange cykelture, men kun transport rundt i Tarm til skole og kammerater.
Solen bager, så det bliver til en tur i poolen for Per og almindelige bade for mormor og morfar. Dejligt med et bad efter cykelturen. Badebukserne var dog pakket, men for mange plaskende børn og voksne i poolen trækker fra, så ingen tid o poolen for morfar i denne omgang. Vi koger i solen. Naboen giver lov til at vi kan sidde i skygge bag deres vogn. Flinke naboer som i søndags lånte os en forlængerledning til strømstikket. Vores stik passede, men der kunne ikke tændes for afbryderen ved stikket.
Aftensmaden er kartoffelmos m. bacon og løg. Ikke lige Pers livret. Det er varmt, så morfar cykler til Østbirk, mens Per får endnu en tur i poolen. I Brugsen hentes koldskål og kammere plus en mælk til morgenmaden. Dejligt med koldskål i denne varme.
Sengetid ved 22-tiden. Alle er trætte efter en dag i pedalerne.
Tirsdag 15. juli – en rolig dag på pladsen
Vejrudsigten siger i dag en del regnbyger. Per har lavet ”legeaftaler” allerede fra kl. 10, så vi bliver på pladsen hele dagen og hygger. Per leger et meste af dagen, så ham ser vi egentlig ikke så meget til. En enkelt tur i poolen om eftermiddagen, mens morfar og mormor skiftes til et almindeligt bad.
Aftensmaden er i dag igen fra grillen. Per er ikke så vild med morfars madplan (havregrød og kartoffelmos), så derfor får han kyllingenuggets, mens vi 2 gamle får hakkebøf m. bearnaise.
Per vil gerne på en aftenbadetur, men mormor siger, at det er for koldt, så han går lidt misfornøjet ud og leger.
Per vil gerne på en aftenbadetur, men mormor siger, at det er for koldt, så han går lidt misfornøjet ud og leger.
Aftenhygge i teltet med chips og sodavand, mens det småregner.
Sengetid ved 22-tiden.
Onsdag 16. juli - Per hjem og en ekstra dag i Vestbirk
Planen for dagen var at morfar cykler mod vest, mens mormor kører Per hjem, vender retur og samler morfar op et eller andet sted formentlig Fasterholt. Men mormor får en god ide affødt i regnvejret. Vi kører Per hjem og retur til Vestbirk, his vi kan få lov til at blive en nat mere på pladsen. Det kan vi. Dog er pladsen reserveret, men det vil campingfatter løse for os.
Morgenmaden består af rundstykker med ost og det pålæg, vi har tilbage og heldigvis lidt chokolade. Varm cacao til Per og Nescafé til os. Per går på legepladsen, mens mormor pakker hans ting og skriver ned, hvad i skal huske. Vi tager en tur i sommerhuset, får ladet lidt på bilet og et varmt bad (næsten gratis).
Per afleveres på Spangsager og vi fortsætter til sommerhuset. Et kortophold og retur mod Vestbirk. Eftermiddagskaffe og ikke så meget mere. Vejret er dog til udendørs i dag, så vi slapper udenfor teltet. Aftensmaden er igen kartoffelmos. Denne gang med pølser til. Vores mad depoter er nu næsten tømt. Der er kun lige et par sandwich boller fra mandagens cykeltur tilbage. De skal udgøre hovedbestanddelen af morgenmaden torsdag.
Torsdag 17. juli - tilbage til sommerhuset og Tour de France
I dag kan vi pakke teltet ned i tørvejr. Det er dog vådt, så det skal stilles op hjemme i haven senere på dagen eller fredag inden vi igen skal ligge i det lørdag til Rasmus’ fødselsdag. I dag køres også en stor etape i Pyrenæerne, som vi kan slappe af til om eftermiddagen.
Fredag 18. juli - ro og flimmer i sommerhuset
Dejligt med et par rolige dage i sommerhuset. Teltet blev opsat torsdag, men da det begyndte at regne, måtte vi lade det stå til fredag. Her tog vi det ned igen om formiddagen, så det var klar til lørdag. Vi er noget i tvivl om vi skal tage hjem om aftenen eller blive og overnatte. Bjarne har lidt flimmer for det ene øje. Beslutningen tages først lørdag. I dag køres enkeltstart i tour de France, så her følges også med, selv om det det ser ud til at være afgjort, hvem der vinder - Pogacar ligger solidt forrest. Det truer med regn og torden hele dagen, en det bliver dog blot som en rumlen i det fjerne. Der grilles bøffer på terrassen. Karin ordner lidt ukrudt på terrassen, som er kommet op igen efter at Jørgen har renset i deres ferie i uge 28.
Lørdag - Rasmus fejres og det er meget varmt
Dejligt vejr med op til 29 grader meldes. Vi beslutter at tage telt med og overnatte på Spangsager. Vi kører lidt over middag, men får dog lige en omkørsel, da der er glemt undertrøje til Bjarne.
Teltet stilles op. Sidste gang i denne sæson. Det er meget varmt og det er tid til første fadøl. Rasmus eneste ønske var fadøl til hans fest. Og der anskaffes så et sæt fra Hancock. Dejlig koldt og skummende. Gæsterne strømmer ind, så vi får kaffe med hjemmebagt kanelkage også et ønske fra Rasmus, så der må have været mindst 2 ønsker. Vi sveder i ”teltet” på terrassen og søger skygge og kølighed på den anden side af huset ved garagen. Der hygges og snakkes på tværs af familier og venskaber. Og Bamse vimser rundt blandt os alle og hygger sig også. Vi synger fødselsdagssang for den nye voksne. Han er ikke så meget for projektør lyset, men vi får dog lov til at synge ”Happy Birthday” for ham.
Aftensmaden er grillmad fra Løvbjerg. Rasmus havde også lige ønsket pølser, så det blev altså 3 ønsker/krav han havde. Ud over pølser bestod det også at ripeye og kylling på kødsiden samt øl marinerede kartofler med spæk og løg samt ost henover. Hertil salat, brød, tzatziki, pesto og diverse marinader. John blev grillmester, så han fik indviet sit læder forklæde similært til morfars sorte som bruges i sommerhuset, når der grilles. God og rigeligt med kød og tilbehør. Til dessert hjemmelavet skildpadde is. Her var også lavet mere end rigeligt, så der er til resten af sommeren og måske mere til. Antallet af gæster svandt, så vi rykkede sammen om bordet. Til gengæld steg antallet af myg og selv om vi gav den gas med balsam blev vi nødt til at trække indendørs og afslutte der. Nu var målsætningen bl.a. at få tømt fadølsanlægget, eller i hvert tilfælde de 2 første fustager. Det lykkedes. Morfar tømte først den mørke øl og da alle var gået tømte Rasmus den lyse med en lille bundskraber i sit glas. Festen sluttede da John kørte Mogensen hjem kl. 2 og vi andre gik i seng. Mormor dog en times tid før, da Per gerne ville sove hos os i teltet. Vi forsøgte at sælge et teltprojekt til Peer og Algie. Algie og børnene var nemme at overtale, men Peer er noget mere skeptisk. Han ligner sin far. Brormand har tidligere overtaget et telt fra os. Først et par år som lånetelt og derefter købt med en betaling af 12 Störtebekker glas, som han kunne skaffe i Tyskland. Lars ligner sin mor. Nu må vi se med Peer og Algie. Vi kan jo starte med at kigge forbi og de kan låne det i haven. Så måske har de også en fremtid som teltcampister.
Søndag 20. juli - telt og udstyr pakkes væk
Sidste nat i teltet bliver noget varm da solen skinner ned på os ved 5-tiden. Heldigvis kommer den bag træer og huset og der kommer skygge. Sover til ca. 9, mormor og Per er dog stået op.
Morgenmad på terrassen og derefter pakkes teltet ned og vi kører i sommerhuset. Superligaen er startet igen. Viborg - FCK i fredags og i dag er de øvrige hold i kamp. Randers møder Vejle, som scorer 7 min ind i overtiden til 1-1. ØV. Næsten samtidig sidder store dele af en familie i Esbjerg og følger en fodboldkamp mellem deres yndlinge og nedrykkerne fra Superligaen (Lyngby). Efb klarer den ikke og taber 0-2. Efter Randers ØV kører vi sommerudstyr til vores depotrum i Skjern. Hjemme igen er det næsten aftensmad tid. Her spiser vi rester fra Rasmus´ fødselsdag. Det smager fint og senere suppleres med koldskål og senere igen med en sommer is. Vi ser dagens sidste Superliga kamp. Her scorer den ”gamle” Randers dreng Bundgaard 2 flotte mål, så måske er han nu ved at komme rigtigt med i Brøndby.
Slut på denne del af ferien.
Bjarne har fortsat 2 uger, mens Karin kun har en enkelt tilbage før det hedder arbejde igen.
Vi beslutter at tage hjem til Samsø sent mandag aften. Der meldes om rigtig meget nedbør på Samsø tirsdag. Over 100 mm, så vi vil gerne være hjemme, hvis der skulle opstå problemer i den forbindelse.