Søndag 22. juli
Gausta, Rjukan og Sigrids Bu 200 km.
Morgenmad, en rolig morgen, gratis bad og udsigt til en solrig dag. Så planen bliver Gaustatoppen med bane op og ned, Rjukan måske med besøg i museet og sidst hen under aften, traveturen på Blefjeldet.
Vi nyder morgenen og har absolut intet hastværk. Vi kører mod vest ved 11-tiden, kører gennem områder med absolut forbud mod åben ild. En dejlig tur uden den store trafik. Vi ankommer til den meget snævre dal mellem de meget stejle bjergsider, drejer fra mod Gaustabanen og -toppen, gennem 5 meget skarpe hårnålesving. Vi kommer til P-pladsen for banen, der er ikke mange pladser, så først stiller vi bilen uden for de gule afmærkninger, men efter lidt tid forlader 2 motorcykler deres P-plads, så vi kan holde reglementeret der. Køber returbillet til banen og kommer med tur 19 efter kort ventetid. Vi er ikke mange, der skal med, så der er rigelig plads i først de små vogne med store kupeer og efter skift de små 4-mandsvogne. Efter et kvarters tid er vi oppe på toppen og træder ud i solskin og godt 20 graders varme. En fantastisk udsigt møder os og Bjarne smøres i solcreme. Det bliver ikke til vafler med syltetøj, da køen hertil er for lang, men vi nyder udsigten fra øverste platform i 1883 moh. En lille halv time på toppen og vi går mod banen igen. Der er en del flere på nedkørslen, men dog ikke flere end at alle kan være med. Vognene bliver fyldt og igen efter ca. 15 min er vi atter nede ved P-pladsen. En superoplevelse rigere og uden trætte og ømme ben og vigtigst uden 6 timer i solen. Vandreskoene af igen og bilen sætter kurs mod Rjukan og Vemork. Rjukan er byen med mindst solskinstimer pga. de høje fjeldsider. I vores bog ”Turen går til Norge” skrives om spejle, der skulle reflektere sollys, så mængden af solskinstimer kan øges. Men vi kan ikke finde spejlene eller noget om dem i byen. Måske kigger vi ikke nøje nok efter! Ud af byen og igen et par hårnålesving, gennem en tunnel og vi er forbi Vemork. Vi vender og gør stop på P-pladsen lige over for Norsk Hydros Ammoniums- og senere hydrogenfabrik. Jeg husker fra min barndom, når far fik NPK-gødning fra Norsk Hydro, måske er det produceret her, hvem ved. Rjukan området er mest kendt fra 2. verdenskrig pga. det tunge vand og de allieredes sabotage mod anlægget. Flere film herom bl.a. ”Telemarkens helte” med Kirk Douglas. Vi går en tur af stien og får et blik over mod Rjukanfossen, fossen, der blev lagt i rør af Norsk Hydro og kun åbnes 1 gang om året i forbindelse med Maria Festspillene, desværre lige 2 dage efter vi er taget hjem til Danmark. Den naturlige Rjukanfoss er Norges største foss med et fald på knap 300 m. Efter kigget over på den vandløse foss, kører vi tilbage mod byen Rjukan og vælger at dreje ind om Vemork, hvor vi stiller bilen på P-pladsen og går turen over broen og op ad trapper til kraftstationen, der nu også indeholder hele 4 museer. Vi går ind og kigger alle. 1 - Museum for tyskertøser og erhvervsfolk, der arbejdede for nazisterne, 2 – Brandmandsmuseum, 3 – Museum for Telemarkens helte og 4 – Museum for industriarbejdere. Vi går desuden i cafeen og får en kop kaffe og et stykke kage – det blev så dagens frokost, men klokken er nu kvart over fire og vi skal bare have noget energi. Det bliver også lige til noget vand og en cola zero.
Det er så klargøringen til dagens sidste punkt. Vi finder vejen ind mod Blefjeldet og kører ad dårligt asfalterede og grusede veje og bliver standset af en bom, der kræver sit beløb for at lukke os ind. Vi fortsætter og ender på en vendeplads i ca. 700 m´s højde. Her skiftes sandaler med sokker og sko og traveturen mod toppen kan begynde. Vejret er stadig fantastisk, solen ikke så bagende, så vi dropper solcremen til Bjarne. Vi finder en rute med et rødt T, og følger den. Gennem skov over næsten helt udtørrede bække går det mod toppen. Vi går en rute, der hedder Sigrids Bu uden helt at vide, hvad det er og hvor den ender. Turen er forholdsvis hård, så vi når ikke helt op, men dog til toppen af trægrænsen. Her tager vi nogle flotte billeder ud over landskabet og gør klar til tilbageturen mod bilen. 1 time op og 45 min. ned igen, det går altid hurtigere ned end op. Nede ved bilen skifter Bjarne om til sandaler igen, Karin er vist nok for træt og venter til vi er tilbage på campingpladsen. Vi begiver os ned ad de stejle grusveje og pludselig råber Karin STOP. Hvad, Hvor, Hvordan. 50 m. foran os står Mr. Moose med hovedet lige ude på vejen. Kigger op mod os, tager tre til fire skridt over vejen og lister derefter stille og roligt tilbage til der hvor han kom fra. Det lykkedes. For første gang i mit og Karins liv har jeg/vi set en levende elg. Ikke den største, der var ikke noget gevir, men dog stor nok til at virke imponerende. På den resterende del af turen tilbage til campingpladsen bliver der ivigt spejdet efter flere af hans artsfæller, men dog uden held. Eneste vilddyr er en voldsom nordmand i sin Volvo, der raser forbi os efter at må have gemt sig bag os i adskillige km uden at have mulighed for overhaling.
Aftensmaden spises tilbage på campingpladsen. Brød med diverse spekepølser og lidt brun ost og HaPå. Sengetid lidt over 11, det er koldt og vi er noget trætte efter dagens strabadser.
Tak for et dejligt gensyn med Telemarken, i morgen venter mere af samme skuffe.
Og god nat.
Og god nat.