Søndag 18. november
Sudermühlen til Bad Neuenahr-Ahrweiler
En halvdårlig nattesøvn, så der må et par panodil til. Dejlig morgenmad med en super betjening a la den aftenen i forvejen. Vi er begge meget imponerede over dette hotel, og taler om at det nok er mange tyskere fra bl.a. Hamburg der benytter sig af hotellet. Efter morgenmaden besluttes det at vi kontakter Weingut Peter Lingen, som er der hvor vi skal bo. Vi opdager at der skulle have været overført betaling senest 10 dage før ankomst. Vi taler med Peter Lingen og han siger, det ikke er noget problem og vi blot kan betale i løbet af ugen. Så er vi atter rolige og begiver os først sydover og derefter mod vest. Et enkelt kaffestop inden vi langsom bevæger os gennem Köln, der er flere vejarbejder undervejs, men broen over Rhinener dog det langsomste vi kommer til at køre, 30 km/t.
Vi finder byen og Weingut Peter Lingen uden vanskeligheder. Fruen tager imod os og følger os til Rebeblick, hvor vi skal bo. Vi får udleveret nøgle og gæstekort. Lejligheden er meget kold, hun sætter varme på,men der går ½ time inden, der begynder at komme varme i radiatorerne. Der bliver lunt, vi spiser pølser med kartoffelsalat og Krautsalat, men rigtig varmt bliver det ikke. Efter aftensmaden tager vi en gåtur ned i byen for lige at orientere os og for at få lidt varme og luft. Det er utrolig mildt trods årstiden. Vi skal over en spærring ved banen. En flink lokal hjælper os til at snyde over uden at blive ramt af det kørende tog. Egentlig ville vi gerne finde bageren, men kan ikke finde den i mørket. I stedet finder vi både Rewe og Brauhaus, som både er bryggeri og restaurant, måske skal vi spise og/eller drikke en øl her senere på ugen.
Da vi kommer tilbage, ser vi lige lidt Badehotel, men vi småfryser og radiatorerne bliver atter kolde. Vi skal have fat i dem i morgen, hvis det ikke bliver bedre. I løbet af natten er radiatorerne atter varme, så der er håb forude. Om morgenen skruer vi op for håndklædetøreren og det hjælper, for resten af dagen er der varmt og dejligt i lejligheden, så vi aflyser turen til vingodset. Dynerne virker tynde, men er heldigvis gode alligevel. Og nu har vi vores egne hovedpuder, så det bliver til en god nattesøvn.