Søndag 12. oktober 2014
Vi vågner ved lyden af regn på taget. Yr.no melder også regn hele dagen. Det skal først stoppe og klare lidt op ved seks-tiden. Morgenmad med kaffe, brød, ost og marmelade, det skal nu nok gå. Efter maden iklæder vi os regntøj og sko/støvler fra bilen og begiver os ud for at se hvad det nu var for en by vi ikke kunne finde rundt i i aftes. Vi går ned til Mjøsen og finder en lille sti mod byen og hovedvejen. Vi begiver os rundt i silende regn. Det er en dejlig frisk og kølig gåtur, men når blot påklædningen er i orden gør det ikke noget. Vi tager en lille sti tilbage og går via Mjølkefabrikken, et gammelt kompleks som nu rummer flere kulturelle enheder med bl.a. et Mjøsa-museum. Der er desværre lukket for sommer sæsonen, så vi får ikke set det i denne omgang, men måske en anden god gang, hvor vi tilfældigvis er i Norge. Hjemme igen er det blevet tid til afslap. Karin læser lidt i sin bog, mens Bjarne tager sig en lille morfar på sofaen.
Ved 11-tiden regner det stadig voldsomt, men sulten begynder at trænge sig på, hvem der kan forstå det? Via internet og lokale brochurer finder vi en butik med søndagsåbent – Joker, hedder den og der ligger bl.a. en i Gjøvik. Vi trodser regnen og tager bilen de 14 km til byen. Finder en P-plads og Bjarne bliver sendt efter P-billet. Heldigvis koster det ikke noget før mandag kl. 8, så han spæner, ja jeg siger spæner tilbage til bilen gennem tunge dråber. Vi går i butikken og køber lidt ind, så vi har til resten af dagen. I morgen tidlig kan vi handle i Kiwi kun få hundrede meter fra lejligheden, hvor vi bor. Karin klargør frokosten, mens Bjarne prøver at finde satellitter med sin mobil, det lykkes ikke, mens Karin har større succes med frokosten. Vi spiser æg og makrel i tomat med største begejstring. Til kaffen får vi en ostemad med Bents den bedste ost. Efter maden undersøges mulighederne for de næste dages oplevelser. Bjarne har ønske om Jotunmeimen, Rjukan (Telemarkens helte), Gaustatoppen (Bjarne var der i 1995 i tæt tåge) og Hardanger Vidda, men de ligger nok for langt væk er dagens konklusioner. Så i stedet arbejdes på en dag i Oslo, og en tur gennem Gudbrandsdalen og så må vi se, hvordan vejret arter sig i forhold til lange dagsture.
Nu er regnen stoppet. Vi tager jakke og støvler på og med kameraet i hånden går vi endnu en tur rundt i byen. Denne gang igen ned forbi Mjøsen og vikingeskibet, men da vi kommer til hovedvejen går vi modsat. Kapp er ikke så stor men ligger flot ned til søen med husene i flere plateauer. Vi snakker om at det er lidt ligesom de gjorde i Schwarzenberg. Vi nyder det gode vejr, nu kun enkelte smådryp og da vi kommer tilbage sidder vi en stund på terrassen i sofa og gyngestol. Køligt, men måske bedre i morgen i sol, håb har vi alle lov at have. Vi sætter os ind i varmen, stadig ingen svar fra Kjell Magne. Karin læser mens der skrives disse ord. Mere vil komme til senere.