Onsdag 26. juli
Vejrudsigten for i dag ikke den bedste, så vi har besluttet os for at køre
en tur til Wiesbaden og ose/shoppe. Men naturligvis først morgenmad og lidt
meditation ved computeren.
Bilen findes i Gerichtstrasse og vi kører mod Wiesbaden. Ikke ad motorvejen,
men vi prøver at køre op gennem Taunusbjergene og mod Wiesbaden. Her er lidt
regn og diset oppe i ca. 500m højde. Vi drejer dog hurtigt ned mod de store
veje igen og finder med stort besvær et P-hus. Vejarbejde gør at det vi har
givet ”Magda” kan vi ikke umiddelbart ramme. Så det må blive et andet. Bilen
stilles og vi træder direkte ud på Markedspladsen der i dag er propfyldt med
diverse oste, bager, slagter og meget andet boder. Vi går i Turistinfo og
finder en Stadtplan, så vi kan finde lidt rundt. Vi finder et stort center med
toilet og alskens butikker, heriblandt en Saturn, hvor vi køber en power bank,
så vi altid kan oplade enten mobiltelefoner eller kamera på turen. Vi finder
desuden lige en tysk krimiserie, vi kan se, når vi kommer hjem. Mere lagerplads
bliver det ikke til, vi bliver enige om, at vi har nok på vores pc’er til vores
cykelfilm. Lige ved siden af centeret finder vi en C&A, et af vors
fokuspunkter, idet vi indkøber det meste af vores beklædning i disse. Bjarne
fandt nogle gode t-shirts i Freiburg og måske kan vi finde flere. Lige disse
modeller finder vi ikke, men det bliver dog til nye bluser til os begge, så det
ikke kun blev en oser, men også reelle indkøb. Hurra, for det.
Nu har vi så også fået nok af storbyen, så vi kører hjem mod Rüdesheim.
Denne gang finder vi en fin tur gennem Taunushøjderne og nu i fin solskin. Vi
får desuden tanke forholdsvis billig benzin, så nu er der formentlig nok til vi
skal hjem mod Danmark igen i næste uge, idet vi ikke har planer om flere lange
ture i bil. Kun cykelture samt måske småture i bil. Op og ned af bakkerne og
mange steder i byerne ned til 30 km/t. Vi skal virkelig passe på, der er rigtig
mange fotofælder i området. måske blev vi blitzet i mandags på vej til
Schwarzwald – det finder vi ud af. Planen er at proviantere i Rewe i Rüdesheim
på vejen hjem, så vi besøger først det almindelige supermarked, hvor der også
er andre danskere kan vi høre og derefter det store Getränke marked, hvor vi
finder diverse sodavand. Øl og vin venter vi med.
Hjemme igen spises frokost og kaffe med en dejlig tysk snegl (gærbrød med
abrikos kerne og blå birkes). Bjarne har en plan om at cykle en tur på R3a, den
øvte parallel cykelrute mod Wiesbaden. Det er nu ikke planen at skulle helt til
storbyen, men blot et stykke bl.a. for at se, hvor stejl den er. Karin bliver
hjemme og klargør aftensmaden – friske bønner med rosmarin og hakkebøffer og
hertil nye tyske kartofler, der skal koges og derefter krydres og eftersteges
på panden. Hun er desuden lidt bekymret for bakkerne, så Bjarne får lige lov
til at tjekke op på højdemeterne. Op på cyklen og af sted. Dvs. Garmin og
Actioncameraet skal lige klargøres, så starter han. Det er kun lige den første
bakke, så flader det totalt ud og ligner nærmest danske cykelforhold, så her
vil Karin sagtens kunne være med. Hu-hej gennem vinmarker, småbyer går det og
efter ca. 10 km drejes ned mod Rhinen, hvor R3 efter nogen besværligheder
findes og der cykles i adstadigt tempo tilbage mod Rüdesheim af den fra i
søndags velkendte rute. Hjemme igen serverer fruen et par kolde øl. Lækkert med
sådan en forkælelse og straks efter badet indtages den føromtalte aftenmenu med
rødvin og til dessert en hollandsk Vla (choko/vanilje) og hertil den sidste
sjat rosé fra den anden dag. Aftenen afsluttes med en fodboldkamp mellem
Frankrig og Schweiz, hvor pigerne fra alpelandet er lige ved at overraske, men
10 min før tid får de 10 franske madonnaer udlignet på et målmandsflop. Så går
Frankrig og Østrig videre, øv det havde nu været hyggeligt med en
lilleputnation i fodboldmæssig forstand.
Dagens km-tal – 23.