Onsdag 11. juli
Preikestolen, helt op på pladen Ca. 100 km
I dag skal det første slag stå. Preikestolen skal bestiges og besigtiges. I aftes fortalte en dansk cykelrytter om den fantastiske tur til udsigtspunktet i en turbåd. Da vi fortalte ham at vi ville gå derop, så han måbende på os og troede ikke det kunne lade sig gøre. To tykke sagde han ikke, men han har sikkert tænkt det.
Igen i dag flot morgensol og kaffe uden for teltet. Bilen pakkes og vi gør klar til at tage af sted. Turen mod Lauvvik går med Limit on, så vi ikke får fartbøder, og vi møder da også en fartkontrol, hvor en betjent sidder og filmer med en klar motorcykelbetjent ved sin side. Vi kommer til færgen, køber billet og kører næsten direkte om bord. 11 min. Tager overfarten og så kører vi kolonnekørsel mod Preikestolens P-plads. 200 af de norske for at parkere, men så m å vi også holde der hele dagen. 300.000 gæster om året på stolen regner nordmændene med, måske Norges mest besøgte turistmål. Vi møder da også næsten alle nationaliteter på vores vej op og ned igen. Turen på de 4 km op og retur er strabadserende, men overkommelige. Et par vandpauser og vi er oppe på 1 t 45 min (guiden siger 2 t), så det er gået rigtig godt. Turen op er blandede bolsjer, god sti, plankesti, høje og lave trin og ellers alt imellem. Vi starter nede i gråvejr, og ender på toppen i blank sol og nyder den fantastiske udsigt med hundredvis af andre og i betydelig afstand til kanten, der åbner sig med 600 m. ned. Efter en tår vand og et par M&Ms starter vi turen ned og ikke nedturen. Lidt ømme ben og knæ, men så absolut med optimismen i behold. Turen ned går endnu hurtigere, men benene bliver mere og mere trætte, knæene holder og vi kommer tilbage til P-pladsen, selv om Karins lår stritter lidt imod til sidst. Skoene af og på med sandalerne og vi kører stille og roligt tilbage mod Sandnes. Færgen over igen, denne gang vinkes vi ombord, og betaler direkte på færgen. Tørsten og til dels sulten er nu næsten uudholdelig, så vi holder ind lige efter færgeturen og får en kold cola og en norsk hotdog. Smager bare lækkert og vi har så sandelig fortjent det. Ifølge Karins Endomondo har vi på turen forbrændt mere end 1100 Kcal. Så på det sidste stykke vej hjem spiser vi også lige de sidste M&Ms og lidt lakridskonfekt og minsandten også et par dumle. Så må depoterne da også være fyldt op igen, men nej. Karin mener vi skal spise pasta til aftensmad, så det bliver en omgang hjemmekogt pasta med tomatsovs. Og suppleret med en masse cola og en enkelt af de dyre norske øl.
Efter aftensmaden hygge i teltet og så lige en fodboldkamp mellem England og Kroatien, den forlængede spilletid tages i soveposen, da det er ved at blive noget koldt og sent. Kroatien vinder 2-1.
En superdag er veloverstået.
God nat