Mandag 13. oktober 2014
Vejrudsigten holdt, det startede op med skyfri himmel. Det blev fotograferet, mens Karin var i bad. Det har været frost i nat, rim og let isning på græsplænen, men ikke noget på vores bil, andre i yen må skrabe is af, ser vi da v går hjem fra Kiwi. I Kiwi gøres indkøb. Vigtigst er Hapå, norsk myseost, både gl. dags og en ny smørebar version, som Karin ganske vist husker fra sidste gang, og så skal vi naturligvis også have Hapå og brød til vores Hapå. Tilbage igen laves morgenmad og Hapå’en smager som barndom og gamle dage, helt præcist sommeren ’78 i bl.a. Gudbrandsdalen. Vi beslutter os for at tage op gennem netop denne smukke dal, som alle Norges store forfattere har beskrevet gennem adskillige romaner om det lykkelige Norge i en forgangen tid, hvor al landbrugsproduktion var landets helligste og netop kom fra denne lange dal nord for Lillehammer.
Bilen pakkes med sodavand, brød og pålæg, så kan vi altid lave os en hurtig mad. Desuden støvler, fleecetrøjer og jakker. Vi sætter endnu engang kursen mod Gjøvik, denne gang i høj sol og humøret højt. Vi finder hurtigt ind på E6 mod Trondheim og følger den mod Lillehammer, et enkelt vejarbejde passeres, ellers går det problemfrit til den tidligere OL by. Magda er forprogrammeret og hun fortæller at vi er fremme ved Dovre by kl. Ca. 12. Planen er som sagt Gudbrandsdalen, men ellers er det åbent, hvad vi skal. Der er 2 muligheder – Dovre Fjeldet National park eller Rondane National Park lige øst for Gudbrandsdalen. Tanken fyldes lige efter Lillehammer, vi taler om at alle byer har tjent på OL, de bruger alle det som en attraktion. Det skal her nævnes ar Gjøvik var medarrangør af vinter OL i 1994 (ishockey) og i Øynes og Ringebu blev de alpine skikonkurrencer afviklet, så de kunne alle med god grund reklamere for OL (her er tale om research efter dagens køretur). Desværre skyer det mere og mere til mod nord, men det kan vi jo ikke rigtigt ændre på, så vi fortsætter naturligvis. Flere gange taler vi om Gudbrandsdalen og om hvornår vi er der, men da vi rammer er vi ikke i tvivl. Grønne frodige marker træder frem for os og afløser de mange stejle skråninger. Der er ingen tvivl om de store landbrugsarealer med både afgrøder og diverse husdyrhold, køer, får og geder. Vi er imponeret for første gang denne mandag, men bare rolig – ”more to come”. På vejen gennem dalen beslutter vi os for Rondane, da vi er bange for den lange køretur retur og nu har vi jo også set og oplevet den smukke Gudbrandsdal. Vi får Magda til at lede os til Otta, hvor vi slår væk fra E6 og kører op i fjeldet. Det går stejlt op. Vi gør hurtigt holdt for få et billede ud over byen inden vi rammer tågen. Vi fortsætter gennem skarpe hårnålesving og højdemeteren stiger voldsomt viser Magda. Vi kommer ind i tågen ved ca. 400 moh. Og fortsætter uden næsten at møde andre, det er godt at være i Norge lidt uden for sæsonen. Vi har et lille håb om at vi på et tidspunkt kommer så højt op at tågen forsvinder og vi står i skyfrit, blå himmel og høj sol. Så vi fortsætter håbefulde, og minsandten om ikke vi har naturen med os. Lige inden asfaltvejen stopper kommer solen od den blå himmel. Bjergtinderne skyder op foran os, det ene mægtigere end det andet, så vi jubler fotograferer og skynder os videre mod toppen/P-pladen. Der indløses billet til bommen, så vi kan køre længst muligt. Halvt oppe er vi nødt til at gøre holdt. Imponerende sneklædte toppe står skarpt og tydeligt lige foran os. Vi må og skal derop. Ved P-pladsen skal vi stoppe. Vi iklæder os støvler og jakker. Rygsækken fyldes med sodavand og vi begiver os mod søen og bygningen med forfriskninger. Billeder tages én masse, i hundredvis. Amazing, det er svært at sætte ord på disse billeder af Rondanes bjergtoppe. Af sikkerhedsmæssige årsager følger vi den ”store vej”, så vi bliver på sporet og ikke kommer på afveje, det giver samtidig Karin tryghed og det må vi ikke tage fra hende, vel! Vi nyder det gode efterårsvejr, den storslåede udsigt og ikke mindst stilheden og roen. Ingen dyr eller andre levende væsener, kun os selv og vores sporadiske samtaler. Jo tættere vi kommer på bjergtinderne des mere sne kommer der omkring os, men stadig intet tegn på dyreliv. Vejen snor sig mod tinderne op og ned af små bakker i det kuperede landskab. Der er langt, vi følger elven, der ender i en større så mellem bjergene. Pludselig ser vi en flok fugle, der har siddet gemt i et lavt buskads, de flyver skræmte op, da vi kommer forbi og forstyrrer dem. Da de igen er væk er alt atter øde. Op over sidste bakketop ser vi huse i det fjerne. Formentlig det lille udskænkningssted, hvor man kan få en forfriskning inden turen videre i det barske og kolde landskab. Vi fortsætter få hundrede meter, men bliver efter 1 times vandring enige om at vende om. Det er ved at blive sent, skyer trækker sammen bag os og vi har stor respekt for en natur og et klima, vi ikke er hjemmevante i. Desuden kan turen mærkes i kroppen, vi er ikke trænede vandrere og alderen trykker visse steder. På trods af at vi ikke når helt frem til målet er dagen en fantastisk oplevelse, vejret har været med os og de mod himmelen knejsende sneklædte tinder var bare helt fantastiske. Et syn ingen af os før har oplevet. På tilbageturen mod bilen ser vi et nyt tegn på liv. En lille gnaver piler pludselig forbi os og forsøger at gemme sig under en sten. Men der er ikke rigtig plads. Vi får taget billeder af den og må have undersøgt hvad det var for en fætter. Herefter går det i raskt trav tilbage til bilen, vi ser flere gående på modsatte side af elven, så helt alene er vi trods alt ikke. Et par danske biler på P-pladsen afslører også, at der er andre turister i området. Sne på bilerne fortæller dog at de formentlig har overnattet heroppe. Tilbage ved bilen skiftes igen fodtøj, mens en hurtig klemmes indtages sammen med et par sodvand.
I bil drager vi atter ned af fjeldet. Det er godt nok stejlt, må man sige. Noget af vejen foregår i 1. gear, for at holde kursen. Ned i højderne går det og retur gennem hårnålesvingene, tågen er nu forsvundet, så det går nemt og problemløst. Nede i Otta krydser vi E6 og tager i stedet vestover mod rv 51. I Randen slår vi sydover til dagens næste store oplevelse. Det går stejlt og hurtigt op og op. Vi er hurtigt 700 moh og kører langs en stor sø. Vi nærmer os Jotunheimen og det havde vi ikke lige regnet med at skulle. Det går stadig højere op og vi ender helt oppe i næsten 1400 moh hvor vi har en fantastisk udsigt over et totalt snedækket landskab, med snelag på ca. ½ m. Vi kan samtidig se at Jotunheimen er et meget barsk bjergmassiv, som ikke blev kortlagt før sidst i 1880’erne. Barskt og smukt står det dystert foran os. Der kan vi ikke gå ind, men blot nyde på afstand. Retur ned fra Norges tag går det hurtigt, vi kan stadig se tågen ligge mellem bjergene i ca. 500 meters højde. Vi gør holdt ved en COOP for at handle ind til aftensmad, og da vi kommer ud fra butikken igen er det ved at blive mørkt. Vi sætter Magda til at lede os hjem, men hun vil gerne have os tilbage på E&, og det tager et stykke tid før hun overgiver sig. Da vi kommer ned i højderne mødes vi af tåge, som er der og ikke er der afhængigt af hvilken højde vi kører i. Tågen ligger mellem 400- 600 moh og vi bevæger os stadig op og ned. Det er hårdt og kræver utrolig megen koncentration at køre, men kl. 20.45 var vi hjemme igen.
Aftensmad bestående af oksemørbrad – bøf, sammen med pasta og sauce bearnaise og blomkål. Hertil en god flaske italiensk rødvin. Trætte sætter vi os og drikker et ekstra glas af den gode vin sammen med et pa peanuts.
Dagens køretur var på 467 km.