Lørdag 29. juli
Står igen i dag til blå himmel og høj sol. I dag meldes op til 27 graders
varme, så det lader til, at vi er færdige med de store regnmængder. Men det dog
også til at der er kommet noget mere regn lidt længer nord og øst på i
Tyskland. Her har det hidtil været udholdeligt og en helt ok ferie/sommer.
Rundstykkerne med det søde brød hentes hos bageren og i dag med et par ekstra
smagsprøver, vi dog gemmer til senere. Dagens plan er en cykeltur på modsatte
side af Rhinen, så vi gør os klar ved 10-tiden og sætter kursen mod bilfærgen
mod Bingen. Vi stiger på sammen med en andre på cykel og en halv snes biler.
Overfarten mærkes næsten ikke. Denne nye færge glider over Rhinen og
billetteringen overstås undervejs, så da vi atter møder land er vi klar til
dagens cykeludfordring. Denne bliver på knap 40 km og byder på en dejlig
rygvind på første del af turen fra Bingen ud langs Nahe og lidt mod syd.
Herefter slår vi m od øst først gennem vinmarker og dernæst på en fin cykelvej
langs en af de store hovedveje. Her er der virkelig rygvind, der kan mærkes. Så
vi blæser nærmest mod byen Ingelheim, hvor vi atter kommer ned til den store
flod. Efter 2 timers cyklen vil vi egentlig gerne have lidt at spise, men der
er ikke lige noget her der lokker, så vi regner med at kunne finde noget på
tilbage til Bingen. Men på sydsiden af Rhinen er der slet ikke samme
muligheder, som på nordsiden, hvor vi bor. Vi ledes ind i landet, næsten helt
ind til landevejen vi kørte langstidligere, og vestpå nu i modvind mod Bingen.
Det er helt andre oplevelser vi møder her. Natur med flere storkepar, der går
og napper frøer i engene. Hyggeligt, men ikke lige noget at spise til os, så vi
må nøjes med vores medbragte vand. Vi nærmer os atter Bingen og ønsker her at
finde det store Edeka, som vi har fundet på nettet og kan se skailtet med fra
Rüdesheim. Men vi bliver noget så snydt, trods vores omveje for at krydse
jernbanen. Vi kommer over, men finder kun et Edeka Getränke Markt, så vi cykler
noget slukørede og trætte ned til færgen, der netop lægger fra, da vi ankommer.
Heldigvis er der tale om 2 færger, der pendulerer hele dagen, så der går kun
ca. et kvarter før vi kan trække om bord og atter blive fragtet sikkert til den
nordlige bred af Rhinen. Nu kan intet holde os tilbage længere. Vi suges ind på
markedspladsen, hvor vi sætter os på den italienske restaurant og bestiller 2
store, kolde fadøl og en omgang spaghetti carbornara. Øllene drikkes inden
maden dukker op 20 min. Senere, så vi bestiller et par byttere, der så kan
drikkes til maden. Det er første gang vi prøver at spise denne italienske ret
på restaurant, så det bliver med gaffel og ske, som hør og bør og vi klarer det
begge fint uden at lave store smaske- og slubre lyde. Mætte og veltilpasse
finder vi atter cyklerne. Igen suges vi mod energi. Denne gang mod byens store
bager, der skilter med store lækre kager. Et par af disse købes efter først dog
lige at have fundet postkort og frimærker, der skal sendes til Hadsten og
Skjern. Hindbærkager til eftermiddagskaffen slæbes med hjem.
Hjemme igen drikkes et par glas iskolde hvidvin og tages velfortjente bade
inden blæseren giver kølige vinde og kaffen med de hjembragte kager indtages.
Nu skal vi heller ikke rigtig mere i dag ud over at se et par fodboldkampe.
Vi er noget trætte og varmen er så absolut vendt tilbage til Rhinlandet. Det
må vi ikke være utilfredse med, så vi nyde afslapningen i lejligheden. Karin
skriver postkort og vi ser dagens første kvartfinale, som Holland fortjent
vinder 2-0. I tiden mellem de 2 kvartfinaler spiser vi et stykke brød og da vi
begge har lidt ømme ben vælger vi en lille gåtur for at poste de 2 postkort.
Hjemme igen sætter vi os til rette og klar til Tyskland-Danmark, men det regner
og har regnet hele dagen i Rotterdam, så vi tilskuere bliver først sat til at
vente 15 min. Og derefter endnu 1 time, før det endelig besluttes at aflyse
kampen og først spille den næste dag. Tidspunktet kendes endnu ikke, men det
bliver formentlig mellem 12 og 14. Kl. 12.00 bliver kamptidspunktet kan vi se
næste morgen. I stedet for fodboldkampen kigger vi en film om ”Die
Hüttenwirtin”, som vi har set tidligere, men fint klarer endnu en gang i
ferien.
Sengetid omkring midnat, så en lang dag er slut.
Dagens km-tal – knap 40.