Lørdag 22. juli
”If I were a boy” vækker os blidt, går i bad og får medicin. Vi finder bilen
uden for bommen uskadt og klar til at køre. Køreturen kort – ingen problemer
kun diverse strækninger med vejarbejde, ingen voldsom trafik. Voldsomme
regnbyger undervejs, men ellers glider det stille og roligt på den tyske
autobahn. Op og ned gennem Kassel-området med enkelte tåbelige tyskere med
trailer/campingvogn med en fart på omkring 130 km/t. Morgenmad på vores normale
OK-tank ved Padborg og frokost på en motorvejs restaurant ved Kassel, hvor vi
dropper ud af køen til en pølse med pommes og udskifter det med ”Bratkartoffeln
mit Fleischkäse und Spiegelei”. Mætte og med tanken fuld køres de sidste 150 km
inden vi når Rüdesheim kl. 16 og finder Kathrinenstrasse 17, hvor udlejer
venter på os i høj sol og behagelige 29 graders varme, noget af et skifte fra
den danske sommer. Desværre ser vejrudsigten ikke så lovende ud for den
kommende uge. Kun i morgen søndag ser varm og solrig ud, så vil der komme et
vejrskifte til regn og lavere temperatur. Men vi nyder det gode vejr, mens det
er her og tager det dårligere som det kommer.
Vi finder en P-plads lige overfor indgangen og får tømt bilen. Der er ikke
meget at plads, så vi bliver nødt til at tage cykler og stativ af inden bilen
kan placeres bag en gammel Jaguar.
Ingen kolde øl og ingen mad til aften. Så vi går på jagt i Google Maps efter
et super marked og finder et Netto, der ligger kun 250 m. væk, så det tømmer vi
i løbet af 2 besøg. Der provianteres til både i dag og i morgen idet næsten alt
er lukket om søndagen, dog har vi fundet en bager lige i nabogaden, der har
åben søndag 7-11. Lejligheden virker hyggelig men varm og familien har en
hyggelig gård, hvor vi er blevet advaret mod nattefester, men den ligger til
køkkensiden, så vi tror ikke vi får problemer med støj fra denne om natten –
første nat sover vi som sten efter den lange rejsedag, så må vi se fremover.
Efter aftensmaden, bestående af brød med pålæg, tager vi en aftentur ned til
Rhinen, hvor vi går en tur langs den og ser nogle af de mange floddampere bl.a.
en kæmpe cruiser fra Basel. Den er rektangulær og ligner ikke ligefrem noget
skib, men en flydende kasse. Hjemme igen med afslap og kig på brochurer for
området og en masse cola/dansk vand inden vi deler en af de nu iskolde øl.
Ferien er startet og den er startet i fin og varm stil.
Dagens km-tal – 920.