Gå til indhold

Dage i vognen - På cykeltur

Spring menu
Ferie på pladsen med fam. Petersen
 
Lørdag d. 19. juli
 
Tilbage på campingpladsen. Freja kommer til os i sengen kl. 6. Ligger og småsover til halv syv, hvor hende og mormor står op og ser Ramasjang – Lille Nørd. Rasmus snorksover. Morfar står op lidt i syv, iklæder sig cykeldress og drager mod bageren, denne dejlige julimorgen. Henter rugbrød, smør og rundstykker og tilbage igen er Rasmus nu oppe og ”de gamle vækkes i den gamle vogn”. Morgenmaden indtages og Lena og John klarer opvasken. Morfar kæmper dagen igennem med den nye parabol – den driller hele dagen og efter flere forsøg opgives endeligt kl. 8 om aftenen efter ungerne er smidt i køjerne, hvor de efter aftale har byttet køje i al fordragelighed. Der har ellers været flere kampe gennem dagen med badning, is, og andre småbataljer. Ved middagstid bliver der rigtig gang i tømrerværkstedet med fremstilling af diverse våben og knive i træ. En god og hyggelig aktivitet. Eftermiddagens tur til påfuglene ved Naturcenteret efterfulgt af cykeltur til legeplads ved Fladbro Kro og senere videre til dyrehaven skal naturligvis også nævnes. Drabelig tur og næsten på hovedet gennem skoven ned mod påfuglene. De klarede sig fornemt de 2 små hoveder. Broen over Nørreåen måtte dog tages til fods, den kan umuligt cykles over – høje trin både før og efter. Men i dyrehaven mødte vi både millioner af myrer og kom meget tæt på flere store krondyr. 5 i alt mødte vi ud af flokken på 15. En hyggelig tur med masser af snak om dyr, skove, toilet i skoven ja meget kom i spil. Ned af de stejle ”trapper” og tilbage til cyklerne, vi 3 tog turen tilbage af asfaltveje og Rasmus tog kun et enkelt stunt op af den sidste stejle stigning mod campingpladsen. Vel tilbage, klargøring af aftensmad sammen med 3 velfortjente ”cola-bajere”. Flere forsøg med den dumme parabol – vi fik hjælp af Jørgen til at tjekke tv-et og vi lånte en fod til at stille parabolen i, men stadig intet signal. Aftensmad – oksemørbrad og pølser, bl.a. stærke Chilliér.
 
Søndag 20. juli
 
Rasmus holder fødselsdag for oldemor på campingpladsen.
Rasmus og Freja er med på cykel efter rundstykker ved bageren – en god lang morgentur.
En rolig formiddag på pladsen. Over middag henter Lena sin mormor, så vi kan holde Rasmus’ fødselsdag med et par dages forsinkelse. Vi finder en god skyggeplads på pladsen ved siden af Lena og Johns campingvogn – og håber vi får den for os selv. Kaffebordet er dækket – lagkage og Rasmus får sin gave af os – et stort Lego Chima, fundet på absolut øverste hylde i Kvickly. Lena hjælper ham med at samle en lille del af sættet, så han har lidt at lege med de kommende dage. En hyggelig eftermiddag, som fører os direkte over i grillaften med pølser og kalkun, samt en lækker lakseforret med avocadocreme. Dagen i dag har ikke været helt så varm, det har været en anelse overskyet.
 
Ved sovetid læser morfar en lang godnathistorie fra Toy Story – fortsættes og afsluttes mandag
 
Mandag 21. juli
 
– store fodboldaften (Esbjerg – Randers)
 
Der er bestilt bord til frokost på Hvidsten kro kl. 12.30, så efter en formiddag med badning og slap af kører vi mod Mariager lidt før kl. 12. Vi går en lille tur i parken og omkring legepladsen før vi finder vores bord. Menuen er naturligvis æggekage med øl. Mormor får en Gudrun øl og John en Marius efter heltene fra Hvidsten gruppen, mens morfar får en export øl (Blå Thor). Freja får fiskefilet m. pommes og Rasmus får æggekage + et par af Frejas pommes. Der er nogen diskussion omkring hans måltid, men det er jo set både før og siden. Hjem igen, Lena og John går forbi mindelunden og handler ind på vejen hjem. Rasmus bliver skuffet, da der ikke skal bygges mere Lego i dag.
Karin kører for at handle, mens morfar cykler den omvendte tur til Ålum. Det er meget varmt og en rigtig hård tur. 23 km i voldsom varme og uden vand, det koster 2 l. væske når man kommer retur. Heldigvis kommer jeg sikkert tilbage uden hedeslag og solstik. Inden cykelturen afsluttes følgetonen om parabolen – Rasmus (Annette og Jørgens) kan heller ikke finde signal, så den pakkes sammen og tages med hjem.
 
Aftensmad er hakkebøffer, vi skal skynde os for at se fodbold. Vi deler os i 2 hold omkring bordet i vores fortelt, mens ungerne bliver lagt i seng. De er ikke nemme at få til at sove, så mormor må blive siddende hos dem til de sover. Det betyder desværre for hende at hun ikke får set Randers målet til 0-1. Trods Lenas slikpose lykkes det således ikke Esbjerg at vinde på eget græs over vores kronjyske favoritter. Spil og chancer gav måske et noget andet billede, men ”3 point til os”. Noget mutte og tavse efter tidligere på dagen at have talt om spillertrøjer og spillet Esbjerg slagsange går de 2 Skjernitter hjem og i seng. Vi kan næsten ikke få armene ned igen og venter derfor noget tid med vores Tornerose søvn.
 
Tirsdag 22. juli
 
I dag skal familien Petersen i Djurs Sommerland og det vil vi gerne være fri for. Da de er taget af sted tager vi derfor en tur til Voldum for at besøge mor. Vi tager billeder fra 5 juli med og lægger dem ind på hendes billedramme. Hun er i fint humør, vi spiller Raquel Rastenni og hun synger flittigt med på de sange hun kan huske. Et hyggelig og rørende oplevelse. Vi kører igen lige før middag og synes, nu da vi er i Voldum, at vi vil kigge forbi Sonja og Peter. Da Karin ringer på kommer Peter gående ovre fra naboen, de er til fødselsdagsselskab, så Peer får lov til at drikke en øl med os og være underholdende vært. Det klarer han formidabelt ved at tænde tv-et, hvor vi kigger på Gæt og Grimasser. Vi får nu også hyggesnakket lidt. Peter og Sonja kommer hurtigt tilbage, så vi sætter os ud i haven i det gode vejr. En frokost og et par snapser senere sidder vi kort i havens og hvepsenes sol. Vi plukker et par poser solmodne kirsebær og kører retur til Randers. Indkøbene foretages i SuperBrugsen i Assentoft. Vi har lovet at sørge for aftensmaden i aften. Ikke flere pølser, vi køber laksestykker og griller dem med salat, pasta og spätzele.
 
Onsdag 23. juli
 
En rolig dag på pladsen. Varmt og med Tour de France. Badetur om formiddagen, nu kan de 2 små skoleelever selv holde sig oven vande med den nye bælter. Men de er nu mest trygge ved at have voksne omkring sig. Freja har et par gange været mopset over ikke at måtte gå med ”fremmede” i vandet, men nej, det er kun sammen med nogle af os de får lov – de kan ikke svømme og vil gerne være i det dybe bassin. De har fundet legekammerater, men det skifter noget afhængigt af hvem der lige er på pladsen – og det er heller ikke alle der er lige velkomne hos mormor.
Aftensmad – kylling med diverse salater og en god is til dessert. Søvnen kommer forholdsvis hurtigt hos de 2 små. Der er ekstremt varmt i vognen, så alle vinduer er efterhånden åbne. De er desuden begyndt at sove til hen mod halv otte hver morgen, så de er friske hele dagen – og nogle gange dødirriterende.
 
Torsdag 24. juli
 
Hjemrejsedag til Skjern.
Morgenmad, badning, pakke sammen, frokost og afgang. Ret meget andet skete der ikke. Vi har poolen for os selv i starten og det er super, men efter ½ times tid er der mange og vi vælger at gå op igen.
 
Eftermiddag med afslap – nu uden skrigende unger og forældre – og Tour de France. Det bliver også til en enkelt lakrids is og cola inden aftensmaden. Nu er vi tilbage på masser af salat og kun lidt kød. Lidt tv (Esbjerg spiller europæisk kval.) og computer med bl.a. opdateringer. Jeg er noget frustreret over, at der ikke er hjerterfri i Windows 8.
På cykeltur og andre ture
Copyright Rams5-Design
Tilbage til indhold